Naturen som inspiration til mere livsglæde og nærvær

Efterårets blade er mere end bare smukke

Efterårets blade er mere end bare smukke

Efterårsvejret er over os med rusk, blæst og regn – men heldigvis også smukke solskinsdage indimellem. Når vinden rusker træer og buske knækker de blade af, som hænger og er klar til løvfald, og blade i fantastiske røde, gule og brune nuancer kommer flyvende gennem luften, inden de falder til jorden og lægger sig i bunker rundt omkring i haven.

De mange nedfaldne blade minder mig om indianernes smukke lære om Livets træ og dets blade, der ofrer sig for træets fremtid. Når bladene lader sig falde til jorden giver de næring til, at træet kan fortsætte en sund vækst. På samme vis opfatter indianerne menneskets vækst gennem livet som afhængig af, hvor meget han giver og ofrer sig for andre. Det opfattes altså ikke kun som en positiv tjeneste for fællesskabet, når vi mennesker er hjælpsomme overfor hinanden men i høj grad også som afgørende for den enkelte’s vækst. Vigtige erfaringer, som vi i følge indianerne tager med os til vores næste liv.

Meget smukt synes jeg, og vi kender jo sikkert alle oplevelsen af, hvordan et taknemmeligt smil kan fylde os med glæde og næstekærlighed, når vi helt uden bagtanke træder til og hjælper en fremmed i f.eks. trafikken, i supermarkedet eller lignende.

Det er jo egentlig så lidt, der skal til og selv små tjenester kan gøre en stor forskel for modtageren – og for os selv.  Helt på linje med at også træets mange små blade medvirker til at sikre træets fortsatte sundhed og vækst.

Mange glade efterårshilsner

Aase

Skriv en kommentar

Del en kommentar på Facebook

Min Spirituelle Have | Aase Hoffmann