Naturen som inspiration til mere livsglæde og nærvær

Nye høns i gården

Nye høns i gården

Sidder her i drivhuset i læ for vinden og nyder den smukke vinterhave udenfor. Glæder mig over synet af mine høns, der har travlt med at støvbade i drivhusets løse jord. Ofte hopper de også op og sidder på mine ben, mens de småsnakker eller pudser sig – kort sagt tid for hygge i drivhuset, helt som vi har for vane om vinteren.

Det særlige er så bare, at tre af mine fire høns faktisk er nye og oplever deres første vinter her i haven, så de kender slet ikke til dette ”plejer”. Men helt som med mennesker er høns hurtige til at tilpasse sig og blive fortrolige med alt det nye.

Sådan var det dog langt fra, da hønsene ankom til haven i forsommeren. Især var det en udfordrende tid for Polly og Prinsessen – de to tilbageblevne fra havens første hold høns. Det må naturligvis også opleves noget overvældende, når tre fremmede høns pludselig flytter ind i ens trygge verden og uden videre skal have del i mad og opmærksomhed. De havde i hvert fald en travl tid med at jage de nye høns og gjorde, hvad de kunne for at anvise de nytilkomne deres plads i flokken. For eksempel måtte vi den første tid hver aften, når hønsene gik på pinden for natten, ud og gå fredsvagt og sørge for at alle fandt deres pladser i god ro og orden, uden at det gik for meget ud over de nye høns.

 Ja, selv Prinsessen – havens fredselskende Gandhi – der indtil da havde ligget nederst i hierarkiet og altid havde vendt den anden kind til i stedet for at hakke igen, viste sig nu fra helt nye sider og deltog i irettesættelsen af de nye – tilsyneladende i forsøget på at sætte sig i respekt for ikke at ende nederst i hakkeordenen igen.

I starten var vi meget usikre på, om de nye høns mon ville blive lige så tamme og tillidsfulde som de gamle – de virkede sky og nervøse, men det var måske ikke så mærkeligt med den velkomst … Og nu sidder vi så her – fire rolige, harmoniske høns og jeg – og har vores daglige halvmeditative hyggestund. Reglen er nu, at jeg knapt har sat mig på stolen i drivhuset, før jeg har en, to og så tre høns oppe på skødet. Den sidste høne, Bertha, hopper ikke selv op, men hun går op på trappestigen ved siden af stolen og bliver herfra løftet resten af vejen hen på skødet til de andre, og så sidder vi her en stund og nyder nærværet og det gode selskab.

Som det kloge ord siger, så er en fremmed jo bare en ven, du ikke har mødt endnu – og tro mig, det gælder for høns såvel som for mennesker ….  🙂

Mange kærlige tanker fra hønsegården

Aase

 

Skriv en kommentar

Del en kommentar på Facebook

Min Spirituelle Have | Aase Hoffmann