Naturen som inspiration til mere livsglæde og nærvær

Plant et træ og gi’ en smuk gave til fremtiden

Plant et træ og gi’ en smuk gave til fremtiden

Har du nogensinde plantet et træ? Sådan lød spørgsmålet, da vi i sidste weekend blev inviteret til træ plantning – ja, faktisk lød invitationen på tilplantning af en hel frugthave eller i hvert fald plantning af havens første hundrede træer.

Jeg har før haft fornøjelsen at plante et træ i min egen have og var straks klar til at gentage succesen. Der er noget helt særligt ved træer, og vi har så meget at være dem taknemmelige for – ikke mindst når jeg tænker på den vigtige rolle, træer spiller i arbejdet med at nedbringe CO2 belastningen af vort klima. Træer er livgivende og vi kan ikke få for mange af dem – uden dem ville vi mennesker jo ganske enkelt ikke være til her på jorden.

Så selvom vejret var koldt og regnfuldt var humøret højt hos de ca. 30 deltagere, der mødte op for at plante et træ. Vi arbejdede alle begejstrede og målrettede med projektet, og på kort tid havde vi plantet de første 50 træer. Forskellige sorter af æble, pære, blomme osv. stod nu fint på rækker efter et nøje planlagt design – et meget smukt og livsbekræftende syn dér midt på den mudrede og regnvåde mark.

Frugthaven er i øvrigt en del af Karise Permatopia – et nyt økofællesskab, der er under etablering i Fakse kommune, og som – om alt går efter planen – skulle være klar til indflytning i starten af 2017.  Frugthaven er de første spor, vi lægger ud til vort nye fælles bæredygtige liv på landet. Det er vores gave til os selv – og til fremtiden.

Det er så spændende …

Aase

 

Skriv en kommentar

Del en kommentar på Facebook

Min Spirituelle Have | Aase Hoffmann