Naturen som inspiration til mere livsglæde og nærvær

Sten med sten på

Sten med sten på

Jeg har et helt særligt forhold til sten og holder rigtig meget af at have dem i haven. Sten i smukke former er f.eks. et elsket element i mine staudebede, ligesom jeg er vild med det liv marksten skaber mellem betonfliserne rundt omkring på havens terrasser og havegange.

For mig er sten som levende organismer, der hver på deres måde udtrykker liv og nærvær og fortæller en spændende historie, som jeg bliver tiltrukket af og får lyst til at blive indviget i.

Behøver jeg at fortælle, at jeg naturligvis er en af dem, der ikke kan tage til stranden, på markvandring eller lignende uden at komme hjem med et udvalg af smukke sten. Om sommeren er det lige frem en yndet aktivitet at køre tur på landet og kigge efter stenbunker, hvor jeg kan finde sten til mine forskellige projekter i haven. Tør slet ikke gætte på, hvor mange læs, vi snart har kørt hjem for at skaffe materiale nok til de mange flader af sten, der er blevet anlagt i haven.

Og nu har endnu en dejlig aktivitet med sten vakt sin interesse, nemlig at lave varder. Her bliver glæden ved arbejdet med sten i høj grad også kombineret med muligheden for nærvær og koncentration. Tiden suser af sted, uden at jeg opdager det, når jeg forsøger at stable – og helt sikkert stabler igen, fordi det sjældent lykkes i første forsøg at finde netop de sten, der tilsammen skaber en balance i helheden.

Det opleves næsten meditativt for mig at sidde der fordybet i varde-byggeriet, og så er det tilmed en aktivitet, der kan laves i al slags vejr – selv udenfor havesæsonen – og det er bestemt et stort plus på denne tid af året.

Mange hilsner

Aase

Skriv en kommentar

Del en kommentar på Facebook

Min Spirituelle Have | Aase Hoffmann